Metoder

På Designskolen Kolding arbejder vi med at skabe produkter, services og systemer, som i den yderste konsekvens kan være med til at forandre verden. Vi er optaget af, at designeren kan bidrage med brugerfokus og løsninger, der skal give mening for alle involverede, ikke kun i forhold til dem, som påvirkes direkte, men også den lange række af involverede, som bliver påvirket mere perifert.

Heldigvis får flere og flere øjnene op for, at designprocessen og designmetoder kan bidrage til at se sammenhænge på nye måder og træffe kvalificerede valg, som kan inspirere til nye måder at gøre tingene på.

Særligt oplever vi, at designprocesser og metoder er egnede, når man har problemer, der skal gøres noget ved, og som ikke kun har én løsning.

Designforskerne Anne Kathrine Gelting og Silje Kamille Friis har samlet Designskolen Koldings teoretiske designproces i denne model, som vi har arbejdet ud fra i Design af Relationer efter en spæd begyndelse, hvor vi arbejdede med en model, udviklet af det amerikanske designfirma IDEO.

Designskolens model rummer fem faser:

– Collaborate

– Collect

– Comprehend

– Conceptualize

– Create

5-cer

 

5-cer2

5-cer3

5-cer4

5-cer5
I ”Design af Relationer” arbejdede vi ud fra den teoretiske ramme, som modellen på siderne foran beskriver. I hver del af denne ramme findes en række metoder, som ­hjælper designeren med at involvere ­brugere, arbejde holistisk, visualisere og ­gennemføre andre af de greb, som kendetegner designerens værktøjskasse.

Eftersom denne måde at tænke på både repræsenterede et konkret projekt og en fremtidig måde at arbejde på/et mindset, blev en lang række interessenter og samtlige medarbejdere på Skansebakken introduceret for metoderne via en kick off workshop.

Introduktion til metoderne skete ved, at deltagerne fik en turbo-gennemgang af, hvad designmetoder er for noget. Gennem en brugerrejse blev Skansebakkens værdier italesat og konkretiseret.

Ved at få medarbejderne til at kortlægge deres dagligdag kom de til at se deres egen virkelighed udefra.

COLLECT
I denne fase indsamler vi viden om det, som er, og vi prøver at opnå forståelse for ­brugeren i bredest mulige forstand.

Som en del af processen gennemførte ­designerne feltstudier på Skansebakken. Gennem en måned fulgte de borgere og med­arbejdere for at suge viden til sig og få forståelse for deres respektive situation, udfordringer, ønsker og behov. De ­observerede brugeren (altså både ­borgeren, medarbejderen, lederen, de (alt for få) ­pårørende, gæster og ikke betalte ­relationer) i hverdags­situationer og identificerede fx ­forskellen på det, brugeren siger, og det, han/hun gør.

Designerne registrerede handlingsmønstre, kontekst, afkodede værdier, betydninger etc. Alle indtryk blev fastholdt via noter, fotos og video samt observationsskemaer og ­observationsdagbøger, som var særligt udviklet til formålet.
De mange indtryk gav en dybere forståelse for de mange forskellige brugere og deres ofte modsatrettede præferencer.

COMPREHEND
Ved at registrere dagligdagen gennem nye og helt fremmede øjne fik både personale og designere en mulighed for at forstå, hvad der foregår på afdelingen.

Da noter og fotos ­efterfølgende blev sammenstillet, blev det bl.a. tydeligt, hvad de besøgende mødes af, og at stemningen på Skansebakken ikke havde meget med et hjem at gøre.

Et brugerstudie vil ofte være alt for ­ensidigt og usikkert, når man arbejder med ­komplekse systemer.

Her er mange variable på spil. Derfor anvendte vi forskellige data­kilder, som kan underbygge og ­perspektivere de samme konklusioner. Der tales om ­triangulering, når man ved hjælp af flere datasæt belyser det samme fænomen.

De data, som blev indsamlet ved bruger­studier på Skansebakken, blev efterfølgende afstemt med desk-research, dels fra fag­litteraturen, dels en diplomopgave, som beskriver Skansebakkens udfordringer. ­

Endvidere indkaldte vi en lang række ­interessenter (faglige profiler/eksperter etc.) til en workshop, hvor vi bad dem vurdere, om det, vi havde konkluderet, gav mening i deres optik.

I analysefasen gennemførte vi en række workshops med interessenter ­(medarbejdere, ledere, pårørende og Udviklingshæmmedes Landsforening, som kunne tale borgernes sag), som skabte fælles afsæt for en forståelse for de forandringer, der skal til både i det omkringliggende samfund og internt i Skansebakkens økosystem.

Disse workshops gjorde det tydeligt for alle, at der er brug for holdningsændringer indefra, hvor medarbejdere på Skansebakken må ændre adfærd og i højere grad se sig selv som værter for forandring. Det blev tydeligt, at forholdet mellem institutionen som hjem og arbejdsplads var skævt.

Rækken af workshops havde også den fordel, at de sikrede projektets forankring i med­arbejdergruppen, og vi udpegende en gruppe ambassadører, som skulle videre­formidle de indsigter, der var kommet frem. Det var et arbejde, de ikke havde udpræget lyst til at stå i spidsen for, for det var ikke rare indsigter, vi var kommet frem til.

Analysen konkluderede nemlig, at det er svært at skabe ikke-betalte relationer på Skansebakken, fordi:

Skansebakken er både et hjem og en ­arbejdsplads, hvor medarbejderne følger en nøje fastlagt plan, som skal tilgodeses.

Borgerne skal have megen hjælp til at kontakte nye relationer. Deres historie og personlige præferencer var ikke ­umiddelbart aflæselige for ­udefrakommende.

Der er brug for forandring og holdnings­ændringer både internt i organisationen og også hos de parter, som kunne være interesseret i at fungere som ikke-betalte relationer.

BONUSINFO
Observation som metode er efter­følgende blevet anvendt af personalet i ­udvikling af deres eget arbejde. Uden for projektet satte en pædagog et video­kamera på en af borgernes kørestol for at kunne se, hvordan en dagligdag opleves fra brugerens stol. – Undertiden som en hvirvelvind, viste videoen.

CONCEPTUALIZE
I denne fase – hvor vi forestiller os mulige fremtider – blev der arbejdet med en række retninger, udviklingsarbejdet kunne bevæge sig i. Gennem brugerworkshops blev det klart, at det gav mest mening at arbejde med gæstebuddet, fordi der var stor grund til at komme med nye bud på, hvordan man ­modtager gæster, og hvordan man bliver en god gæst på Skansebakken.

Der var brug for et ændret syn på verden og gæster – indefra og ud – men så sandelig også udefra og ind.

For at gøre borgerne på Skansebakken i stand til at kommunikere uden personalets mellemkomst lavede vi en række forskellige ”samtale­værktøjer,” som kan fortælle lidt af borgernes historie og livsverden. Samtale­værktøjerne tog udgangspunkt i ”Bogen om barnet, men for voksne”. Det kunne give borgeren en mulighed for at præsentere sig selv – selv om de fleste ikke har noget sprog – uden at ­personalet skulle fungere som oversætter.

Koncepterne blev evalueret. Nogle blev ­forkastet, fordi de var for arbejdskrævende, andre ­fordi de var for sårbare, og vi endte med at ­udvikle en lukket Facebookprofil til udvalgte borgere, som også fik en iPad. Et eksempel på, hvordan et stykke hverdags­teknologi i princippet blev omsat til velfærds­teknologi.

Men, der var et problem: Personalet havde ikke tid til at få de nye Facebookprofiler ­etableret. Designerne tog derfor kontakt til Rødkilde Gymnasium og spurgte på et fællesmøde, om der var frivillige, som ville hjælpe nogen af Danmarks allersvageste borgere med at komme på Facebook. 35 meldte sig !

En række møder blev sat op, og ­ambassa­dørerne (udvalgte ­pædagoger på ­Skansebakken, der skal fungere som ­tovholdere for projektet) forberedte de ­enkelte afdelinger på, hvordan de skulle modtage de unge – og arbejdede sideløbende med at forandre holdningen til besøgende og den måde, man møder dem på. Projektet blev en succes, og flere af eleverne fra Rødkilde Gymnasium er stadig venner af Skansebakken.

Sideløbende gennemførtes en række ­sociale prototyper, for det var tydeligt for ­designerne, at det ikke giver mening at ”komme til kaffe” på Skansebakken. De, der bor der, kan ikke føre en almindelig samtale – og de, der arbejder der, har alt for mange opgaver i forvejen, så de kan ikke ”gå og lave kaffe til folk”, som én af dem sagde.

Ved at invitere ’testgæster’ til at gennemføre andre sociale aktiviteter på Skansebakken kunne alle parter evaluere på, hvordan noget giver mening fra alles synspunkt. Det kunne fx dreje sig om at bede en ’testgæst’ bage vafler på alle afdelinger.

Det skabte voldsom furore sine steder, fordi det var upraktisk i forhold til ­køkken­personalet; der blev brugt ikke-­certificerede æg, og ikke alle var glade for den uventede forstyrrelse.

Men FORDI det var en prototype, kunne man efterfølgende interviewe testgæsten, personalet, ledere og andre involverede om, hvordan sådan en ­aktivitet skulle rettes til, så den kunne blive en god oplevelse for alle parter. Her kunne man ­diskutere, om der var særlige ­tidspunkter, som var mere velkomne end andre etc.

Med udgangspunkt i aktiviteter, der gav ­mening internt, blev det omkring­liggende samfund og muligheder for relationer ­kortlagt. Det oplevedes for både interne som ­eksterne parter, at det var nemt at sige ja til at blive bedt om at udføre en konkret opgave. Og medarbejderne tog først og fremmest afsæt i det nære netværk, som de selv var fortrolige med. Der blev taget kontakt til et sangkor, til en spillemandstrup, til spejdere, hundeluftere og tidligere medarbejdere på Skansebakken.

De aktiviteter, designerne foreslog som samlings­punkter, hvor folk, der bor eller arbejder på Skansebakken, kan øve sig i at få gæster – og hvor folk udefra kunne øve sig i at være gæster – blev præsenteret i rundt om i lokalsamfundet.

Vi har kontaktet mange ­mennesker direkte. Vi har bedt dem om hjælp på en direkte og involverende måde ved at spørge, om de kunne hjælpe med helt konkrete ­aktiviteter. Og vi har oftest mødt forståelse og velvilje.

BONUSINFO
Uden for projektet har idéudviklings­metoden Brainstorm været afprøvet på afdelingsmøder, hvor reglerne om at sige ”ja- og” i stedet for ”nej – men” har bidraget ­positivt til mødekulturen. Efter afslutningen af ­projektet har vi diskuteret den egentlige læring i dette projekt og bl.a. konkluderet, at det definitivt har manifesteret, hvordan faget kan bruges i det, vi med et meget skidt ord kalder adfærdsregulering.

Med fokus på, at en prototype er noget, der kan laves om, har en medarbejder efter­følgende spontant henvendt sig til pårørende og bedt dem udføre konkrete opgaver. En anden har kørt en borger ind på en anden afdeling, hvor én, hun er i dagtilbud med, bor, for at se om de kunne drikke kaffe sammen. Begge dele ­beskriver personalet som adfærd, der var helt ­utænkelig, før projektet blev sat i gang.

CREATE
Denne sidste fase fremstod som et ­reality check på de tiltag, som er udviklet i ­conceptualize fasen. Prototyper på ­konkrete designs (relationer) blev udarbejdet og gennemført i den ”virkelige verden”. De blev testet, valideret og evalueret over tid. Implemen­tering af nye samværsformer, der skaber relationer, kræver opfølgning, og at der ­foretages “brush ups” i samarbejde med dem, der skal få det til at virke uden ­designerne.

Hvordan overlever relationen uden ­designernes tilstedeværelse? Hvordan fungerer relationen på sigt? Skal der laves justeringer? Hvordan kan fasen fra prototype til selvkørende relation være?

KOMMUNIKATION
Foruden designmetoderne har også ­kommunikation været en aktiv og ­kontinuerlig del af hele projektet. På det helt nære har designernes ­tilstede­værelse, deres visuelle ­materiale og fx kommunikations­træet været med til at fastholde projektet og dets ­betydning i ­hverdagen. Det har fungeret som en ­platform for kommunikation med ­”medudviklerne”.

Vi har trykt en folder, som vi kunne ­efterlade, hvis folk gerne ville tænke over, om de ville være frivillig, og vi har trykt små ­plakater med kontakt-info. Dertil har vi lavet store bannere, som kunne påkalde sig opmærksom­hed, hvor folk samles.

Der har ved afslutning af hver fase været nyhedsbreve, som har fortalt om ­projektets fremgang. Nyhedsbrevene har været ­formidlet elektronisk til en meget stor gruppe af ­interessenter i netværket omkring de tre parter.

Skansebakkens personale, repræsentanter fra Vejle Kommune og medarbejdere ved Design­skolen Kolding har sammen og hver for sig formidlet projektet i en lang række faglige, ­offentlige og private fora. Det har haft afgørende betydning for den interne forståelse for projektet – og for ­omverdenens opmærksom­hed – at projektet vandt ­Kommunernes Landsforenings Innovations­pris i 2013.

Test

For at kunne bevise projektets potentiale over for stakeholders er det meget vigtigt at teste det i et scenarie, som er så tæt på virkeligheden som muligt. I testfasen afprøves hele den samlede proces, som prototypen tapper ind i. Det vil sige, at langt flere interessenter involveres i afprøvningen end dem, der har været med til at udforme prototypen.
Continue reading